1. Kom, maj, du søde, milde!
gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj! hvor gerne
igen i marken gå.
2. Om vintren kan man have
så mangt et tidsfordriv;
man kan i sneen trave,
det er et lystigt liv;
har leg af mange arter,
især ved juletid,
vel også kanefarter
på landet hid og did.
3. Men når så lærken svinger
sig op med muntert slag,
og vi på engen springer,
er det en anden sag!
Men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå;
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.
4. Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom!
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!