1. Min sjæl, du Herren love,
hans navn mit hjerte frydes ved;
i kor med fugl i skove
lovsyng med tak hans miskundhed!
Han råded på din vånde bod
og al din skyld forlod;
han til sin barm dig drager,
dit banesår er lægt;
den hvile, dér du smager,
gør ung trods alders vægt;
han skifter ret og tager
fortrykte i sin varetægt.
2. Han os har åbenbaret
sin vilje og sit sandheds ord;
sin Søn han ikke spared
og sendte fred med ham til jord;
hans nåde er så rigt et væld,
som gav i gry og kvæld
de bange sjæle trøsten,
der søgte ham i nød;
som glæden er om høsten,
hans fred er himmelsk sød;
så fjernt som vest fra østen
vor synd er sænkt i havets skød.
3. En fader vil forbarme
sig over sine egne små,
og Herren gav os arme
sit fadernavn at kalde på;
vor skabning kender han og ved,
at al vor herlighed
er græsset lig på ager,
i morgen er det hø,
en rose fin og fager,
der dufter for at dø,
et løv, som vinden jager,
så er vor lod på verdens ø.
4. Guds miskundhed alene
grundfæstet står i evighed;
sin kårne brud den rene
fra slægt til slægt han holder ved,
dem, som bevaret har hans pagt,
hvem kronen er tilsagt,
hvor engle hist i kæde
om Himmel-tronens glans
Gud Herrens pris udkvæde
for livets sejerskrans.
Min sjæl, istem med glæde:
Al æren er og bliver hans!