1. Nåden hun er af kongeblod,
vil ej med dronninger bytte,
holder sig dog ej selv for god
til den brøstfældigste hytte;
hvor hun har sæde, får hun magt,
yndig hun er i hver en dragt,
dejlig som duggen i perler.
2. Kærlighed selv er nådens rod,
roden i Himmerig inde,
derfor til nådens frugt fuldgod
magen er ikke at finde;
frugten har smag af roden sød,
frugten er sød i liv og død,
sødest i saligheds-glæden.
3. Kristendom er Guds nådes ord,
skænker os lyset og livet,
nåde dog kun på nåden tror,
som har os synden tilgivet;
nådeløs barm er skilt fra Gud,
tro er for den et lovens bud,
nåden et ord, den ej kender.
4. Gud være lovet! I hvert bryst,
som har sig ikke forhærdet,
lyder bekendt dog nådens røst,
trøster hvert hjerte forfærdet;
mødrenearv fra Paradis
er os Guds nådes håb og pris,
moderlighed er dens billed.
5. Hver gang vi bad vort Fadervor,
følte vi dybt i vort indre,
nåden vil høste, hvad den sår,
vil ikke nøjes med mindre;
nåde og sandhed i dit bryst
mødes de må, om nådens røst
skal som Guds-barnet dig røre.
6. Ligne vor Fader ejegod,
som sig af hjertet forbarmer,
som, når vi falder ham til fod,
inderlig rørt os omarmer,
det må vi alle i det små,
det kan vi alle godt forstå,
som har et menneskehjerte!
7. Dertil os hjælper nådens Ånd,
som os vor Herre tilsender,
han har vort hjerte i sin hånd,
han det som bækkene vender,
vender det mildt i Jesu navn,
leder det til Gud Faders favn,
nådens og sandhedens kilde.