1. Nu gløder øst i morgenskær,
og dagen bryder frem.
Min sjæl, med himlens fuglehær
din Herres pris istem!
Han førte mig af mørket ud
og kaldte sig min Gud.
2. Den sol, der lyser til mig ned,
har han på himlen tændt;
og regnen til mit urtebed
har han af skyen sendt.
De muntre blomsters farvespil
blev af hans vilje til.
3. Han kendte mig fra moderskød
og fulgte mine år;
han under mig i dag mit brød
og signer mine kår.
Jeg finder ikke tid og sted,
hvor han er ikke med.
4. Alt, hvad jeg synder mod hans bud,
han forud har forladt;
og hvor jeg ej véd vejen ud,
har han mig håbet sat.
Hver dag skal jeg oplives ved
hans faderkærlighed.
5. Ja, pris og ære over alt
for nåden, alt for stor:
»Mit barn« har han mig synder kaldt
og står ved sine ord.
Da må min sjæl vel bryde ud
i sang for lysets Gud.