1. O, lytter til, I folk i alle verdens riger!
Gud kalder, stille dog! og mærker, hvad han siger!
Al verdens tummel, ti! Her er en anden klang,
Gud med dig tale vil, så hør dog til engang!
2. Han kalder ved sit ord og sætter stærkt i rette:
Hvor længe skal min Ånd med eders vanart trætte?
Er jeg den store Gud, som eder selv har skabt,
hvi har I da mit bud så ganske glemt og tabt?
3. Din ondskab er så stor, du arme støv på jorden,
jeg kunne finde dig med band og skræk og torden,
men vil du vende om, jeg sværger højt derpå,
så sandt jeg lever, skal du liv og nåde få.
4. Begræd din dårlighed, at du ej ret har levet,
så vil jeg glemme alt, hvad ondt du har bedrevet;
jeg aldrig har behag i nogen synders død,
kom, tag din tilflugt til min nådes favn og skød!
5. Min Søn til nådestol jeg offentlig fremsætter,
hans pine, død og blod al verdens synd udsletter;
hvo ret af hjertens grund på denne Søn vil tro,
skal aldrig blive dømt, men finde evig ro.
6. Så lukker jeg da op mit søde Himmerige
og lader vidt og bredt af ganske hjerte sige:
O, vender, vender om, I folk på denne jord,
så skal I nåde få! der har I selv mit ord.