1. O sommersol, så signefuld!
Du svøber høj og dal i guld,
de høje fjelde, søer blå
forgyldes ligeså.
Og fosse, bække, bølger, åer
er blanke som dit gyldne hår.
Nu falder lokkens hede spind
om jøklens hvide kind.
2. Du klæder alt i guld og glans.
Der bruser håb i sind og sans,
og hvis en kind er tårevåd,
du kysser varmt dens gråd.
Du fylder fugl og dal med sang,
og dagen falder aldrig lang.
Du sender over landet ind
fra syd den varme vind.
3. Du føder, nærer, glæder alt
på fjeld, i dal, og klæder alt,
og bli’r det koldt, når du går ned,
da græder alt derved.
O, sommersol, så signefuld!
Du svøber høj og dal i guld,
de høje fjelde, søer blå
forgyldes ligeså.