1. Om alle mine lemmer
var fuld af idel sang,
om de så højt istemmer,
at det i skyen klang,
og sang jeg dag og nat,
jeg kunne ej gengælde
med tak Guds rige skat.
2. Se, skal jeg alt fortælle
fra mine ungdomsår,
hvad skæbne og tilfælde
mig da for hånden var,
jeg kan dog andet ej
end i forundring falde
ved Guds husholdnings vej.
3. Jeg ved vel, at den sommer
ej vare kan altid,
en vinter efter kommer,
som mig vil farve hvid,
jeg ser, mit mandeltræ
alt tager til at knoppes,1
min styrke går i knæ.
4. Herfra med mine fædre
engang jeg vandre bør,
det kald er mig langt bedre
end det, jeg havde før.
Er end jeg fro som gæst,
er ude længe fristet,
dog bliver hjemmet bedst.
5. O Gud, som har din kirke
grundfæst på dette sted,
du selv alt godt udvirke
her i din menighed!
Lad her os i dit hus
i troskab mod dig vandre
og følge ordets lys!
6. Lad livets kilde flyde,
at ingen stopper den!
Lad folkene sig fryde,
mens tider farer hen!
Lad lykkes Jesu navn,
at Sulamit må tage
sin Salomon2 i favn!