1. På Tave bondes ager ved Birkende by,
der gik en lille plovdreng og sang under sky;
han messed som klerken og drev på treven hest:
“Gud give, Hans Plovkøring kunne blive præst!”
2. Bag ploven nikked bonden; han lytted dertil:
“Hver purk kan blive bisp, når Vorherre kun vil.
Løb ej Morten Børup fra plov og bondehors?
nu tugter han pilte til lærde mænd i Års.”
3. Det var hin lille plovdreng fra Birkende by,
hans navn fløj over Danmark med folkeligt ry;
en dansk Morten Luther, han stred med ordets sværd
og sejred med ånden i hjertefolkets hær.
4. Ret aldrig nogen plovkøring drev det så vidt;
han stoled på sin Gud, på sig selv dog kun lidt;
den dag, han ej kæmped med modgang eller nød,
han frygted, Guds nåde som før ej til ham flød.
5. Den dag, de stolte bisper i fængsel blev bragt,
Guds ord var på Guds alter af bondehånd lagt;
da folket var frelst og udslukt det bitre had,
Hans Tavsen i Ribe på bispestolen sad.
6. Men mer end alle bisper i Danemarks land
hin bondesøn han sørged for kvinde og mand.
Ret aldrig hans navn skal i danske hjerter dø,
så længe her ringer en klokke over ø.