1. Gud planted en have fra øst til vest
til jordklimpe-folket herneden;
dér roserne duftede først og bedst
med alle småblomster i Eden.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
2. Den have sig strakte fra hav til hav,
hvor jævndøgn og vår haver hjemme,
og floderne fire den kvægning gav
med yndighed ej at forglemme.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
3. Og midt i den have stod livsens træ,
på det var Guds mildhed at kende;
han vil ej, at folk de skal dø som fæ,
men leve med ham uden ende.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
4. Men kundskabens træ på godt og ondt
desværre faldt dejligst i øje;
et lysteligt syn, det er tit usundt,
det lækreste hårdt at fordøje.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
5. Da (tænker jeg) lærken var rød og gul,
så dejlig som Føniks at sige;
end grå, synger kønt dog den lille fugl,
når sol monne dale og stige.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
6. Hvor Eden var dejlig, slet ingen véd,
de lærde har strid om dens leje,
for nu er på alting vendt op og ned,
i midten gå hvalernes veje.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
7. I palmernes hjem kun, som her til lands,
er levninger fine til skue;
i skyen kun glimt af den første glans,
når tordneren spænder sin bue.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
8. Det kommer deraf, at den jordklimp fin,
Gud livede op med sin ånde,
har levninger nu kun af lykken sin,
nedsunket i ve og i vånde.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
9. For sølv fik vi stålet og bly for guld,
det ene må ligne det andet;
så spejler sig lykken for mand af muld
i sky som i hav og på landet.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
10. For synden er kommet i verden ind,
har mer vi af ørk end af Eden,
men bedst også bære kan nu vort sind
det ringe og grimme herneden.
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?
11. Så lad os i verden om Edens lyst
ej spejde fra bjergenes toppe,
men elske det billed, vi har i bryst,
og Paradis søge histoppe!
Ak! hvor længe var Adam i Paradis?