/: Roselil og hendes moder de sad over bord, :/
de talte så mangt et skæmtens ord.
/: Ha-ha-ha, så-så-så :/
de talte så mangt et skæmtens ord.
Før vor kilde skal springe med æblemost sød,
før jeg for nogen mand vorder rød.
Før hvert træ skal i haven bære blomster af guld,
før jeg skal vorde nogen ungersvend huld.
Hr. Peder stod på svalen og lytted’ med list:
den ler dog nok bedst, som ler til sidst.
Hr. Peder stod for sol op og aksled’ sit skind,
så tren han siden for Roselil ind.
Hil sidder I, skøn jomfru, i fløjl og silkeskrud!
stat op, lad os følges i haven ud!«
Men der de kom ned udi urtegårdens læ,
så hang der en guldring på hvert et træ.
Og der de kom til kilden bag blomster i skjul,
så sprang der ej vand, men mosten gul.
Roselil blev så rød som et dryppende blod,
hun stirred’ i græsset alt for sin fod.
Da kyssed’ hendes læber hr. Peder med list.
den ler dog nok bedst, som ler sidst.