1. Se, hvor sig dagen atter skynder,
i vestervand sig solen to’r,
vor hviletime snart begynder;
o Gud, som udi lyset bor
og sidder udi Himmel-sal,
vær du vort lys i mørkets dal!
2. Vort timeglas det alt nedrinder,
af natten drives dagen bort,
al verdens herlighed forsvinder
og varer kun så ganske kort;
den sol, som før på klippen stod,
er neden for vort trin og fod.
3. Jeg kan mig nu fuldvel erindre,
hvordan Guds forsyn med mig gik
udi de år, da jeg var mindre,
og jeg forstod ej verdens skik.
Jeg var tilfreds med mine kår
og stoled på mit Fadervor.
4. Der går ej nogen dag til ende,
jeg jo min Herres ansigt ser;
ihvordan bladet sig mon vende,
og om ej altid lykken ler,
dog finder jeg Guds nådes gunst
at overgå al flid og kunst.
5. Sæt engle-orden om mit leje
i denne nat, lad Satan stå
langt uden for det, jeg mon eje,
og lad ham ingen indpas få
at skade mig med noget fund,1
imens jeg får min hvileblund!
6. For hver en kristen og medbroder,
ja, hver en syg og sorrigfuld,
jeg og med bøn hos Gud anmoder,
som er barmhjertig, tro og huld;
han hjælper hver udi sit sted
og alle mine også med.
7. Sluk dermed vågelys og lampe,
Gud lukke selv mit huses dør!
Thi skal mod brodden Satan stampe,
om han derpå et anfald gør.
Gud er til huse her i nat
og selv sin vagt omkring har sat.