1. Sin vogn gør han af skyer blå,
i åg han storme spænder,
den ganske jord med klipper grå
som voks er i hans hænder;
hans sværd er hvast, hans spir er godt,
hans folk er vi, den drotters drot,
hans navn er Jesus Kristus.
2. Guldkronen bærer han i løn
og sværdet helst i skede,
og, som den bedste Faders Søn,
hans lyst det er at bede;
for alle sjæle beder han
og beder dem med bud om land
ej at forsmå hans krone.
3. Hans bøn er stærk, hans bud er godt:
med Gud os at udsone;
men dog, fordi han her med spot
kun bar en tornekrone,
er verdens dårer til foragt
hans julebud, hans kongemagt,
hans fred og glans og glæde.
4. Men når tilbage åbenlyst,
som han opfór, han kommer,
og når basunens drøn gør tyst
for ham, al verdens dommer,
da vel enhver, han kendes ved,
i Guds, sin Faders, herlighed!
Dem vis er livets krone!