1. Søde Jesus, jule-fyrste,
spiret op af Isajs rod,1
vil man dog så hastig tørste
efter dit og dines blod?
Vi i går blandt englelyd
sang din fødsel ind med fryd;
skal vi jamre nu og græde
og i dag en ligsang kvæde?
2. Efter du stod op af døde,
Stefan første martyr blev,
han frivillig ville bløde,
med sit blod sin tro beskrev;
han var frisk og uforfærd
til at føre Åndens sværd,
hvo det voved at modsige,
måtte ham med blusel vige.
3. Falske tungers slangebrodde
hemmelig på hannem stak
og ved løgn ham undertrådte,
det blev al hans gernings tak;
de beløj ham mer og mer,
som så tit i verden sker:
Herrens lov og kirkens ære
skalkeskjul må ofte være.
4. Om end englelys og ære
skinner af hans øjesten,
ville de dog tænder skære
til at knuse ham hans ben;
han har Gud i syn og sind,
dybt han ser i Himlen ind,
råber, mens de øren stoppe:
Jesus står i glans deroppe!
5. Dermed er han dømt til døde,
Herrens glans er dem en gru,
ud af staden de ham støde,
op til Jesus står hans hu;
på hans hoved regner sten,
gør dog hjertet ingen mén,
frit han sig til Jesus vender:
Tag min ånd i dine hænder!
6. Da han vil til døden blegne
og har munden fuld af blod,
beder han, Gud ej tilregne
vil dem deres syndeflod;
dermed han i Jesu tro
hensov til Guds evig ro;
Jesus os den nåde kende,
i slig tro vort liv at ende!