1. Syndernes forladelse
selvros udelukker;1
ve dig, du benådede,
om på dyd du pukker!
Lægte Gud vel skaden sin?
Var ej hele skylden din?
Eller var det dyd af dig,
du ej vraged Himmerig?
2. Syndernes forladelse
knuden overhugger;
til den føles, ynkelig
barnehjertet sukker;
tænker det sig pinen kort,
tænker det al straffen bort,
altid dog er Fader vred,
altid fattes dog Guds fred.
3. Syndernes forladelse
hjertesorgen slukker,
thi ved den sig uformærkt
Paradis oplukker;
den udfri’r af dødens vold,
thi vor død var syndens sold;
den i Gud gør sjælen glad,
thi kun synd dem skilte ad.