er Kristus, Gud og mand;

den er ej bygt af stene,

men skabt ved ord og vand

af ham, som kom at vinde

på jord sin himmelbrud

og gav sit blod for hende

at fri af trældom ud.

2. Den er endnu den samme,

har fælles kendingsråb

i hver en folkestamme:

én drot, én tro, én dåb.

Ét helligt navn den ærer,

ét brød den lever af,

ét håb i hu den bærer,

én nåde Gud den gav.

3. Lad fjenderne kun bramme1

og smile med foragt,

når splid vil kirken lamme

og krænke Herrens pagt;

Guds folk dog vagter sætter

og spejder natten lang;

snart vendes tårenætter

til morgengry med sang.

4. I ringe kår, i trængsel,

i kampens tummel hed,

den venter her med længsel

fuldendelse og fred.

Den beder Gud at virke

det syn, den hårdt attrår,

da Herrens sejerskirke

sin sabbatshvile får.

5. Ét er den allerede

med dig, treenig Gud,

og fælles, alt hernede,

med dem, som gik forud.

Dem kvæger alt din hvile,

vi færdes end på jord;

Gud, hjælp os did at ile,

hvor du i lyset bor!

Indlægget Guds kirkes grund alene blev først udgivet på Sangbogen.

et bedehus for alle folk,

og kun i den vil Ånden virke

som kærligheds og sandheds tolk;

i tidens løb så lidt den skifter

sin tro og dåb som Gud og stifter,

forjættelser så lidt som Ånd.

2. O, mærker det, medkristne kære,

som har tilfælles tro og dåb

og Herren til Gud Faders ære

med herlighedens store håb;

o, lader synke brat og falde

de skillerum og skanser alle,

som gør splidagtigt Herrens hus!

3. Og mærk det, hver en folkestamme,

som knæle vil i Jesu navn:

var moderskødet ej det samme,

ej heller så var Faders favn;

og havde kirken grundvold skiftet,

ej sandheds Gud den havde stiftet,

thi evig fast står sandheds ord.

Indlægget Almindelig er Kristi kirke blev først udgivet på Sangbogen.