1. Guds kirkes grund alene
er Kristus, Gud og mand;
den er ej bygt af stene,
men skabt ved ord og vand
af ham, som kom at vinde
på jord sin himmelbrud
og gav sit blod for hende
at fri af trældom ud.
2. Den er endnu den samme,
har fælles kendingsråb
i hver en folkestamme:
én drot, én tro, én dåb.
Ét helligt navn den ærer,
ét brød den lever af,
ét håb i hu den bærer,
én nåde Gud den gav.
3. Lad fjenderne kun bramme1
og smile med foragt,
når splid vil kirken lamme
og krænke Herrens pagt;
Guds folk dog vagter sætter
og spejder natten lang;
snart vendes tårenætter
til morgengry med sang.
4. I ringe kår, i trængsel,
i kampens tummel hed,
den venter her med længsel
fuldendelse og fred.
Den beder Gud at virke
det syn, den hårdt attrår,
da Herrens sejerskirke
sin sabbatshvile får.
5. Ét er den allerede
med dig, treenig Gud,
og fælles, alt hernede,
med dem, som gik forud.
Dem kvæger alt din hvile,
vi færdes end på jord;
Gud, hjælp os did at ile,
hvor du i lyset bor!