2. Min danske far du sang en sang,
om at ta’ ud i verden.
Du syn’s at vint’ren var for lang,
i Danmark og det er den.
Du drømte om at slå dig ned,
et sted hvor folk er glader’,
men min mor vandt din kærlighed,
nu er du vinterbader.

3. Men lille far du skammer dig,
på hele Danmarks vegne.
Hver gang en landsmand dummer sig,
bli’r du og mor forlegne.
Og selv kan jeg ik’ sig’ mig fri
for tit at krumme tæer,
men nu og da så glemmer vi,
vi også kan la’ være.

4. For måske er vort fædreland
forkælet og lidt bange.
Men kære far du ved at man
kan skrive nye sange.
Måske vi skulle synge mer’
om lange lyse dage.
Og tilgi’ alting nu og her
og ta’ det flag tilbage.

Teksten bringes med kunstnerens tilladelse.

Indlægget Fædrelandet blev først udgivet på Sangbogen.

2. Danmarks krop er fuld af slemme ar,
mærket efter fødsler fuld af smerte.
Men det er nu den krop, som Danmark har,
og jeg behøver lyden af dens hjerte.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og lissom med den krop, jeg selv har fået,
så må jeg kunne holde af den
trods alle mangler.

3. Vi kigger ind i køk’ner, som er blå.
De ligger spredt og lyser rundt i landet.
Ja, det er lissom Danmarks blod, vi kigger på,
og det strømmer i mig mer’ end meget andet.
Og jeg kan li’ de folk, der bor der,
og jeg kan li’ at se dem sidde sammen
og vide, at de stædigt dyrker
det land, vi bor i.

4. Vi kører langsomt ind i næste by.
Jeg syn’s, de riges gader er så grimme,
og mens vi er der, ser jeg det på ny,
at det er ikke her, jeg selv har hjemme.
For jeg kan li’ det land, vi bor i,
men kun det Danmark, som er for de mange,
for dem, der trækker vejret roligt,
selv når de trues.

5. Vejens linje standser pluds’lig brat.
Den sære, trygge rejse er til ende.
En ny by står parat og griber fat
med løse ender, det er svært at kende.
Men jeg kan li’ at være i det,
og jeg kan li’ at se, at dem, jeg kender,
vil være ved, de’ skabt af landet,
som vi nu bor i.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og jeg kan li’ at vokse sammen med det
som med de stille kendte stemmer
i bilens varme.

Indlægget Danmark blev først udgivet på Sangbogen.

2. Et skib der ligner et strandet vrag,
de grønne stumper af ø og fastland,
som kun et storstilet uvejrsbrag
med et af urtidens terningkast kan
ha ladet falde
på dette sted,
så vi fik alle
slags lykke med.

3. Når kaos sender sin storm hertil
og river tagsten af gamle huse,
da går nationen til skuespil
og ser på stormflod ved Højer sluse.
Den onde lykke
er god at ha.
Et lærestykke,
vi næres af.

4. Når orden råder blandt folk og fæ,
og der er grobund for symbiose,
er vi tilsammen et bøgetræ,
et rum der udfolder lysets rose.
Den gode lykke
kan ingen ta.
Det lånte smykke,
vi stråler af.

5. Den onde lykke er god at ha,
hvis vi sku møde det der er værre.
Den gode lykke kan ingen ta,
hvis vi har delt den med fler end færre.
Da har vi blandet,
hvad før var spredt.
Da ligger landet,
som vi har redt.

6. Så driver Danmark en sommerdag
omkring på vandet som grønne flåder
og drømmer drømme der kommer af,
at vi har havblik for rummets gåder.
Her er vi drevet
fra ø til ø.
Her har vi levet
som stjernefrø.

Indlægget Dejlighedssang blev først udgivet på Sangbogen.

2. Dagen står høj over Limfjordens vande,
bredning og sund og krinklet vig!
Sallingland, Thyland og andre lande
hilser hverandre med mågeskrig.
Og bonden går på sin agerjord
med blikket forynget af luft og fjord.

3. Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udve fjernt over verden strakt.

4. Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind.
Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør
i kuling fra Hals og til Harboør.

Indlægget Blæsten går frisk over Limfjordens vande blev først udgivet på Sangbogen.