1. Jeg mærker halvt i søvne bilens fart.
Danmark glider jævnt forbi derude.
De snakker om, vi nok er fremme snart,
og lyset falder skråt ind på min rude.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og jeg kan li’ at vokse sammen med det,
som med de stille kendte stemmer
i bilens varme.
2. Danmarks krop er fuld af slemme ar,
mærket efter fødsler fuld af smerte.
Men det er nu den krop, som Danmark har,
og jeg behøver lyden af dens hjerte.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og lissom med den krop, jeg selv har fået,
så må jeg kunne holde af den
trods alle mangler.
3. Vi kigger ind i køk’ner, som er blå.
De ligger spredt og lyser rundt i landet.
Ja, det er lissom Danmarks blod, vi kigger på,
og det strømmer i mig mer’ end meget andet.
Og jeg kan li’ de folk, der bor der,
og jeg kan li’ at se dem sidde sammen
og vide, at de stædigt dyrker
det land, vi bor i.
4. Vi kører langsomt ind i næste by.
Jeg syn’s, de riges gader er så grimme,
og mens vi er der, ser jeg det på ny,
at det er ikke her, jeg selv har hjemme.
For jeg kan li’ det land, vi bor i,
men kun det Danmark, som er for de mange,
for dem, der trækker vejret roligt,
selv når de trues.
5. Vejens linje standser pluds’lig brat.
Den sære, trygge rejse er til ende.
En ny by står parat og griber fat
med løse ender, det er svært at kende.
Men jeg kan li’ at være i det,
og jeg kan li’ at se, at dem, jeg kender,
vil være ved, de’ skabt af landet,
som vi nu bor i.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og jeg kan li’ at vokse sammen med det
som med de stille kendte stemmer
i bilens varme.