2. Faklerne lyser, blusset er tændt.
Synet er sløret, fingrene brændt.
Tågen er hvid som salt i et glas
opløst med mit moralske kompas.
Paradishaven står som en drøm,
frodig og livfuld, duft ende, grøn.
Tabt under rododendron og hyld
ligger en tid før ansvar og skyld.

3. Kloden er kravlet op på mit knæ,
græder som barnet, læg mig i læ,
skift mine plastre, stryg mine ar,
giv mig historier om, hvem jeg var.
Omfavner globen, hjerte til jord,
øver mig i et kærlighedsord.
Tegner et håb i luft en for den.
Hvisker om vi kan prøve igen?

Indlægget Dommen er faldet, ingen appel blev først udgivet på Sangbogen.

Vi har en åben dør
i vores bryst
der fører ud til en kyst
hvor alle kan være.

2. Havet lyser bagved marken.
Den enes frygt kan være den andens håb.
Øjne, ører, stemmen, der stråler af ren kraft
hører I vores fremtidsråb?

Vi har en åben dør …

3. Træet slipper sine blade.
Det viser os sin nøgenhed uforsagt.
Grene ligner fingre, der peger væk fra os
langt forbi vores vanes magt.

Vi har en åben dør …

4. Regnen falder gennem byen.
Vi ser et vindue som lukkes til i frygt.
Stille smugles håbet om bagved et højt hegn
til et sted, der er mere trygt.

Vi har en åben dør …

5. Vinden, havet, træet, regnen.
Vi tænder lys i huset som står forladt
kalder ud i rummet og hører et klart svar
skaber en evig sommernat.

Vi har en åben dør …

6. Håbet viser vejen fremad.
Det giver dét tilbage, som vi har tabt.
Håbet i kompasset er nålen, vi har med
følger alt det, som vi har skabt.

Vi har en åben dør
i vores bryst
der fører ud til en kyst
hvor alle kan være.

Indlægget De unges sang blev først udgivet på Sangbogen.

2. og når jeg hæver bommen prøver jeg at sige
kom og mød mig på det sted jeg hører til
her hos mig der fødes mand og kvinde lige
du må tro på hvilken gud du vil
jeg blir usikker og bange og jeg tvivler
når jeg flytter mig og åbner det jeg kan
når de grænseløse fire vinde hvirvler
støvet op midt i mit grænseland

3. og som historie og sprog og relationer
integrerer mennesker der kom og gik
så er evnen til at lytte og forundres
nok det allersmukkeste jeg fik
ser du ærligheden selv kan aldrig tie
prøv og lyt og vær så tydelig du kan
og det rådvildheden prøver på at sige
er en frihed i mit grænseland

4. jeg tror og håber ikke hjertebommen binder
for jeg låner håb fra åbenheden selv
og fra tilliden der meget let forsvinder
når jeg lukker døren med et smæld
men min grænse den kan åbnes eller flyttes
hvis du ser mig og min uro og du kan
acceptere at min åbenhed beskyttes
kan vi mødes i mit grænseland

Indlægget I mit grænseland blev først udgivet på Sangbogen.

2. Tvivlen kom og lagde sig
omkring os som et slør.
Frygten holdt os fanget i
os selv bag lukket dør.
Men under himlens blå
er en dyb og evig klang.
Alt hvad vi frygtsomt så
brød den ned for sjælens trang.
Åbent hjerte finder altid mod.

3. Tiden gik og verden var
konstant foranderlig.
Dale blev til bjerge mens
vi vandrede forbi.
Men under himlens blå
er en dyb og evig klang.
Trapperne vi skal gå
bygges op af sjælens trang.
Åbent hjerte finder altid vej.

Indlægget Åbent hjerte blev først udgivet på Sangbogen.

2. Jeg syr en kjole, som kan bæres
tyst af frygtens nye offer,
den kan passe stor og lille,
skjuler ikke sårbarhed, som
flokkevis af fugle jages
ud af træets tætte krone,
flagrer stoffet op i vinden.

3. Jeg syr en kjole, som kan bæres
let af hadets nye offer,
den er farvet rød af blodet
og har tordensorte kanter,
den kan passe stor og lille,
den, der mindst af alt vil tro, der
skulle skiftes tøj før natten.

4. Jeg syr en kjole, som kan bæres
af en kold kynismes offer,
den kan passe stor og lille,
kjolens vanvidsstof er gjort af
ild, som ingen skylregn slukker,
den skal minde om, at jorden
når som helst kan åbne sig.

5. Jeg syr en kjole, som kan dække
størknet blod på dødens offer,
den kan skjule stor og lille,
den er formet efter grådens
dybe furer over kinden,
klædet matcher mørkets vægge,
freden i hver grav på kloden.

6. Jeg syr en kjole, som kan bæres
i en tågedøs af sorgens
offer, viet til en slægtning
og til venner af den døde,
den kan passe stor og lille,
vredens første lys er synligt
mellem blygrå smertetråde.

7. Jeg syr på kjolen, som kan bæres
trygt af den, der kender håbet,
vævet ind er venners latter,
stille glædestårer, lysten
til at vågne op på trods af
liv, som katastrofen tog – den
reflekterer solens stråler.

Indlægget Syv kjoler for synligheden blev først udgivet på Sangbogen.

2. Här är en sång till modet
till glädje, hopp och skratt
Till dom som tror på kärleken
fast hatet är så starkt
Till alla som slår sej samman
Till alla som ställer krav
Till dom som vet hur svårt det är
och ändå säger “ja”

3. Här är en sång till modet
hos dom som vågar se
Som inte låter tysta sej
men säger som det är
Till alla som bygger broar
Till alla som släpper in
Till dom som tror att människan
kan gora det, hon vill

4. Här är en sång till alla
som vägrar att ge opp
Till dom som kämpar vidare
fast livet är så hårt
Till alla som vågar längta
till nå’t, dom aldrig sett
Som inte låter kuva sej
men håller på sin rätt

5. Här är en sång till modet
Den är från mej till dej
En liten enkel visa
med det, jag helst vill säg’
Så vårda den väl och lär den
och nynna den ibland
För då växer den och sprider sej
i hela Sveriges land

Indlægget En sång till modet blev først udgivet på Sangbogen.