i disse trængselstider!

Der er dog ingen uden du,

som for os arme strider.

Vor frelser er du alene.

2. Lad os ej frygte mennesker,

som græs er deres dage;

men du vor Gud og skaber er,

din magt er uden mage.

Lad dig os alene frygte!

3. Hvad modgang os kan komme til

med trængsel, nød og fare,

dermed os Gud kun prøve vil;

sin Søn han ej lod spare,

hvi skulle da fri vi være!

Indlægget Forlen os freden, Herre, nu blev først udgivet på Sangbogen.

er den sande odelsret,

kærlighed og intet andet

elsker op en helteæt,

kærlighed i pagt med Ånden

den får altid overhånden.

2. Ja, i kærlighedens rige

ret og magt går hånd i hånd,

knytter, som hinandens lige,

frit fuldkommenhedens bånd,

løser på en yndig måde

så nødvendighedens gåde!

3. Kærlighed alt sit udretter

som nødvendigt, men dog frit,

flytter frit, hvad loven sætter:

skellet mellem mit og dit,

er ej blot dog at undskylde,

men er hele lovens fylde.

4. Kærlighedens Himmerige

er endnu at vente på,

kærlighedens jorderige

lukkes dog med bølgen blå,

er endnu og var alt længe

»Danmark, dejligst vang og vænge«!

5. Derfor, Danmark! Frygt kun ikke!

Frygt er ej af kærlighed.

Morgendug, som mjød at drikke,

faldt til dig fra Himlen ned,

den dig midt i ragnamørke

skænker lys og liv og styrke!

6. Frygt ej for, hvad verden kalder

sin nødvendighed af stål!

Anderledes dejlig falder

ord på Himlens tungemål,

dens nødvendighed herneden

det er netop kærligheden.

7. Derfor, hvad end verden siger,

og hvad verdensmagten vil,

står og falder jordens riger

dog med kærlighedens ild:

hvor den blusser, bor livsgrøden,

hvor den slukkes, hersker døden.

8. Blus da op i lys og lue,

Danmarks gamle kærlighed!

Atter til din blomstertue

da lysalfer svæver ned,

bringer med fra høje sæde

Danmarks livslys! Hjertensglæde!

Indlægget Kærlighed til fædrelandet blev først udgivet på Sangbogen.

i kongens rige blive,

Guds ord og ære blive ved

og salig trøst os give!

Lad alle stænder bo i læ

og i din nåde bygge,

hver ved sit hus og figentræ

må nyde fred og skygge!

2. Stil al den strid, i verden er,

o Gud, som ene råder!

Vær os med al din frelse nær

og alle dine nåder!

Og vore hænders gerning du

med held og lykke fremme!

Bliv i vort hjerte, sjæl og hu,

så vi dig aldrig glemme!

Indlægget Gud lade rolighed og fred blev først udgivet på Sangbogen.

kan aldrig gå af minde!

Som skibet med din Søn om bord:

en bold for hvirvelvinde,

omtumlet under bølgebrag

og lig et synkefærdigt vrag

er gamle Danmarks rige.

2. Vel styrmænd nok der er om bord,

og frelse nok de ville,

men skibet lystrer ej sit ror,

forstanden står nu stille;

de, som har pløjet bølgen blå,

de blege råbe: vi forgå,

sker ej der underværker!

3. O Gud, du er endnu så stor,

så stærk just i de svage,

som da du fried ind dit ord

med dåd i gamle dage,

som da din Søn til hav og vejr

udråbte med din røst: Ti kvær!

så vind og vove dåned.

4. Og Danmark under trange kår,

imellem fjender stærke,

sig trøsted i seks hundred år

ved Kristi korses mærke

og fulgte svagt, men ærlig dog

hans kølvand under Dannebrog,

gik end det stridt mod strømmen.

5. O, væk da op hos os om bord

den kæmpe-ånd, som sover!

Giv ham at tale kraftens ord,

som kuer vind og vover!

Ja, frels os, du, som ene kan,

så lydt fra danskens fædreland

må tone takkesange!

Indlægget Alfader! du, hvis navn i Nord blev først udgivet på Sangbogen.

hvis Gud dem ej betrygger,

og alle mestres flid omsonst,

når han ej huset bygger;

så og den stad

bag voldes rad,

som Gud ej har bevaret,

man gøre til,

ihvad man vil,

den er dog slet forsvaret.

2. Forgæves årle vi opstår

og plager os med møje,

vort anslag dog alene går,

som Herren det vil føje;

om og dit brød

med slid og nød

du har dig selv erhvervet,

gav Gud ej mild

dig held dertil,

dit arbejd var fordærvet.

3. Kun Himlens konge gør det så,

at rigerne får lykke,

det alt for tit vi sande må,

når uden ham de bygge;

sligt regiment

blev ilde endt,

hvor mægtigt det så lader,

men held det folk,

hvis hjertes tolk

er tro på Gud, vor Fader!

4. Lyksalig er den stad, det land,

hvor gudsfrygt står ved roret,

og hvert et hus, hvis styresmand

Gud leder selv i sporet.

Agt derfor på,

til ham du må

alene dig fortrøste!

Hvor glemt er han,

for folk og land

det bedste dog vil brøste.1

Indlægget Forgæves er vor kraft og kunst blev først udgivet på Sangbogen.