2. At lære er at bøje
sig over livet selv
og fylde sind og øje
med tankens himmelhvælv,
at undres og betages,
når livet kommer nær,
at møde, når det dages,
en større sandhed dér.

3. At lære er at famle
i mørket, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.

4. Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab.
Lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke nær.

Indlægget At lære er at ville blev først udgivet på Sangbogen.

Indlægget Den danske sang blev først udgivet på Sangbogen.

2. og den sten, hvis skønhed strålte,
formet af en mesters hånd,
den blev skøn, fordi han målte
med vor skabers målebånd.

3. Derfor rørtes vi og vaktes
ved en digters fagre ord;
thi de druer, som os raktes,
var fra livets rige bord;

4. derfor vugged os i drømme
tonedybets havfrusang,
thi af hjertets kildestrømme
svulmed jo dets bølgegang.

5. Alt, som ejer livets lue:
rosens blus og havets blå,
skovens hvalv og brynets bue,
læbens fine folder små,

6. tankens hemmeligste susen,
elskovsblikket tavse sprog,
lærkens sang og bækkens brusen, –
alt er kunstens lærebog.

Indlægget Derfor kan vort øje glædes blev først udgivet på Sangbogen.

2. Sangen forener, idet den fortoner
mislyd og tvivl på sin strålende gang;
sangen forener, idet den forsoner
kamplystne kræfter i samstemmig trang:
trangen til skønhed, til dåd, til det rene!
– Nogle kan gå på dens lyslange bro
højere, højere, frem til det ene,
som ikke åbnes for andet end tro.

3. Fortidens længsler i fortidens sange
kaster vemodigt en aften-rød glans;
samtidens længsler i toner vi fange
ind for en eftertids sjælfulde sans.
Slægternes ungdom i sangen har møde,
tumler sin stund i de tonende ord;
– fler end vi aner, ja, ånder af døde
vugges i kvæld i vort festlige kor.

Indlægget Sangen har lysning blev først udgivet på Sangbogen.

2. Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hvert andet barn i Dannevang
forstår halvkvæden vise.
For, hvad vi fattes først og sidst
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.

3. Vi fører løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.
Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!

Indlægget Velkommen i den grønne lund blev først udgivet på Sangbogen.

2. Hun lægger os på læben hvert godt og kraftigt ord
til elskovs sagte bønner, til sejrens stolte kor;
er hjertet trangt af sorgen, og svulmer det af lyst,
//: hun skænker os tonen, som lette kan vort bryst. ://

3. Og om i øst og vest vi har sværmet og søgt
de svundne tiders visdom, de fjerne landes kløgt,
hun lokker, og hun drager, vi følger hendes bud,
//: for hun er så ung, og så yndig ser hun ud! ://

4. De fremmede, de tænkte at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg;
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
//: da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast. ://

5. Og alle de skjalde, hun skænked ordets magt,
de blev om hendes sæde en stærk og trofast vagt;
hver sang, som folket kender og lytter til med lyst,
//: den blev en ring i brynjen, som dækker hendes bryst. ://

6. Hver kraftigt skæmt, som lokker på læben frem et smil,

den blev i hendes kogger en hvas og vinget pil;
hvert ord, der kom fra hjertet, og som til hjertet når,
//: det blev en sten i muren, der hegner hendes gård. ://

7. Og årene, de rulle og skiftes om på jord,
og vore navne glemmes som sne, der faldt i fjor.
Og slægt efter slægt segner hen på nornens bud;
//: men hun er så ung, og så yndig ser hun ud! ://

Indlægget Vort modersmål er dejligt blev først udgivet på Sangbogen.