1. Tú alfagra land mítt, mín dýrasta ogn!
Á vetri so randhvítt, á sumri vid logn,
tú tekur meg at tær, so tætt í tín favn.
Tit oyggjar so mætar, Gud signi tad navn,
sum menn tykkum góvu, tá teir tykkum sóu,
ja, Gud signi Føroyar, mítt land!
2. Hin roðin, sum skínur á sumri í lid,
hin ódnin, sum týnir mangt lív vetrartid,
og myrkrid, som fjalir mær bjartasta mál,
og ljósid, sum spælir mær sigur í sál:
alt streingir, id tóna, sum vága og vóna,
at eg verji Føroyar, mítt land!
3. Eg nígi tí nidur í bøn til tín, Gud:
Hin heilagi fridur mær falli í lut!
Lat sál mína tváa sær í tíni dýrd!
So torir hon vága – av Gudi væl skírd –
at bera tad merkid, sum eyðkennir verkid,
id vardveitir Føroyar, mítt land!
//
1. O Færo, så fager, min dyreste skat!
Når vinterstorm brager, i lun sommernat,
du drager derude mig hjem i din favn.
I øer så prude, Gud signe det navn,
som fædrene gav jer, da de fandt bag hav jer.
Ja, Gud signe Færø, mit land.
2. Hin solglans, som svæver om sommergrøn li,
og stormen, som kræver mangt liv vintertid,
og mørket, som dølger mig fjeldryg og tind,
og lyset, som bølger og hvisker i sind:
alt strenge, som klinger og lønligt mig tvinger
at værge dig, Færø, mit land!
3. Mit knæ vil jeg bøje i bøn til dig, Gud:
Din fred, o du høje, lad bringe mig bud!
Min sjæl vil jeg sænke i dit nådebad,
så tør den vel tænke – frimodig og glad –
at frembære mærket, som vidner om værket,
der tjener dig, Færø, mit land!