1. Vanæret vor drot kom i sin grav,
skønt fint var hans jordelagen,
med æren stod op som sol af hav
dog Ordet på trediedagen;
da runged det i Guds engles lejr:
I graven han vandt den største sejr,
udplyndrede dødens rige!
2. Så fór han til Himmels, hvid og rød,
som menneskesøn forklaret.
Og Himlene af hans pris genlød
som Ordet, i kød åbenbaret;
og kvinderne brød i lovsang ud:
Tilfælles med dig vi har nu Gud,
tilfælles med dig Gud Fader.
3. Ja, han, som til Himmels fór så brat
og kommer igen først silde,
han havde i svøb os efterladt
Guds-ordet som livets kilde,
som skænkes i løn med Herrens fred,
hans tro og hans håb, hans kærlighed,
hans himmelske lyst og glæde.
4. Så stille det lå i svøb og skjul
som børnene små og spæde,
men vågned, som vore små til jul,
til pinse med lys og glæde;
hvad hjerterne gemte som en skat,
på tungerne blev til blus så brat,
hvert hjerte i livet brændte.
5. Tre tusinde sjæle på én dag
blev levende af Guds-ordet,
og sammen til ét Guds vennelag
de smelted ved Himmel-bordet;
i øst og i vest, i syd og nord
så skabtes det Himmerig på jord,
hvor Kristus er ét i alle.
6. Så fødtes det folk en pinsedag,
som aldrig kan døden smage,
hvis fred ikke bryder våbenbrag,
hvis glæde ej sorg kan tage,
hvis ret er med Gud, hans ord og Ånd,
hvis håb sidder ved Guds højre hånd,
hvis modersmål er Guds-ordet.