1. Vor Gud er idel kærlighed,
i ham vil jeg forblive,
hans liv i mig da bliver ved,
han vil mig også give
fuld tro og trøst;
basunens røst
den gør mig ej forskrækket
på dommedag,
fordi min sag
er alt med nåde dækket.
2. Jeg Gud vil elske inderlig
og vil for intet frygte
og ej med sorrig pine mig,
om mig al verden trykte;
op, sjæl, og bed,
at kærlighed
til Gud i dig kan brænde,
og at du så
din næste må
al gunst og godt tilvende.
3. Thi hvo, som siger, at han ret
kan elske Gud af hjerte,
og har sin broder dog forgæt1
i armod, nød og smerte,
han lyver slemt
og har forglemt,
at Gud han elskes ikke,
hvor arme må
utrøstet gå
og øjets tårer drikke.
4. O Gud, din kærlighed optænd,
og lad din Ånd det gøre,
og kraftig nåde til mig send,
jeg så mit liv kan føre,
at når jeg må
til graven gå,
jeg dør da til mit bedste
i hjertens fred
og kærlighed
til dig og til min næste!