1. Alle mine kilder skal være hos dig!1
Det var Guds-ordet i gamle dage
til det folkefærd uden mage,
som bar på vor Herres moder hos sig.
2. Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i tidens fylde,
da han fødtes, som engle hylde,
da Jomfru Marie ham bar hos sig.
3. Alle mine kilder skal være hos dig!
genlød røsten fra Himmel åben,
Fader-røsten ved Jesus-dåben:
Min Søn! Jeg har velbehag i dig.2
4. Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Guds-ordet i nådens dage
til det bad, som er uden mage,
Ånds-badet, vor Herre bar i sig.
5. Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
vor Herre han bærer skjult i sig.
6. Alle mine kilder skal være hos dig!
Af dig genfødes skal jord og himmel,
folks og tungers og stjerners vrimmel
med alt, hvad jeg evig bar i mig!
