1. I hytten derhjemme vi dansed som små,
hver gang vor stakkels moder til arbejd måtte gå,
vi vare trende søstre med roser på vor kind,
vi mangled ofte brødet, men var så glad i sind.
2. Og da vi blev større, en fornem mand der kom,
han spurgte os, hvorledes vi kunne synes om
at danse på teater, vi klappede i hånd
og dansede og slynged os glad i rosenbånd.
3. I Frankrig vi dansed for kejseren en dag,
der sad en rig ægypter, som fandt os i behag,
om natten blev vi vækket, man bandt os for vor mund,
og førte os til skibet, som lå for ankergrund.
4. Vi græd og vi bad, men han hørte os dog ej,
til sidst så styred skibet til fjerne kyst sin vej.
Så kom vi til Ægypten – det hede, hede land,
vi blevne var slavinder alt hos en fornem mand.
5. Vi klædtes i silke og guld fra top til tå,
hver aftenstund vi frem for vor hersker måtte gå,
vi dansed, og han skænked os guld, den rige mand,
men ak, vi græd, vi savned vor moder og vort land.
6. Vi leved som dronninger, ak, men i vort savn
vi længtes dog så inderlig efter København,
vor kære stakkels moder, vi vidste, hun led nød,
hun var så svag og fattig og mangled dagligt brød.
7. Strengt blev vi bevogtet i tyrkens harem der,
vi måtte ej få budskab til dem, vi havde kær,
om kærlighed han trygled os så mangen gang,
og truede til sidst med at vinde os ved tvang.
8. Da tog han en aften tre franskmænd med sig hjem,
vi turde ikke tale, ej heller se på dem,
vi måtte længe danse, men vi fik snart at se,
de fremmede så venligen til os alle le.
9. Vor hersker fortalte, vi var fra Cyperns ø;
da tændtes vi af harme: nu frihed eller dø!
Da kasted vi os alle på knæ for disse tre,
vor hersker blev så rasende og skreg: ak og ve.
10. Han kaldte på slaver, de skulle binde os,
da lyned de franske i øjnene af trods,
de kasted’ sig imellem, da blev der skrig og blod,
men lykken gik ægypteren og hans folk imod.
11. De franske bar våben, dem brugte de så godt,
tyrannen han blev dødelig såret i sit slot,
og slaverne omkring ham dødsårede jo lå,
da så vi grant, at atter vi frihed kunne få.
12. Nu kendte vi snart vore frelsere: det var
tre franske officerer, som elskov til os bar;
de elsked os i Frankrig, og den gang vi forsvandt,
så aned de vor herskers forræderi så sandt.
13. De rejste dertil – nu var lykken jo med dem,
snart med vort guld og dem styred vi på havet frem.
Ægypteren forfulgte, men natten var vort håb,
snart var vi langt fra dem og de hadefulde råb.
14. Da vore befriere bad os om vor hånd,
da knytted vi så gerne med dem et ægtebånd.
Vi blev alle viede på en og samme dag,
nu bor vor moder hos os og har det ret i mag.