Dejlig er den himmel blå,
lyst det at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
/:os fra jorden op til sig.:/
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted’ mat;
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
/:som en lille stjernesol.:/
Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
/:skulle fødes på vor jord.:/
Vise mænd fra østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
/:som var født i samme stund.:/
De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem;
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
/:vugged’ barnet i sit skød.:/
Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følge gerne,
/:komme vi til Jesus Krist.:/
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddomsord det klare,
som han os lod åbenbare
/:til at lyse for vor fod.:/