1. Du gav os efter dit behag
vor jord med al dens grøde;
du tændte sol for arbejdsdag
fra gry til aftensrøde.
Vi skulle vel vort dagværk nå
og altid for dit ansigt gå.
Du gav os livet uden savn
for i dit navn
at leve til vor næstes gavn.
2. Så gav vi dig, vor skaber, Gud,
et liv, der var lagt øde,
et liv i trods mod dine bud
fra gry til aftensrøde.
Vi søgte kun vort eget vel;
vor næste blev vor lykkes træl.
Vort selv vi ynded over alt,
fra dig vi faldt.
Men da var vore dage talt.
3. Din vrede frem af Himlen brød,
du lod os dommen kende;
du satte os den bitre død,
som blev vor lykkes ende.
Du skjulte os dit ansigts lys,
vi måtte lære mørkets gys.
Det blev os koldt ved hjerterod,
da vi forstod,
vi kendte ej for graven bod.
4. Da gav du efter dit behag,
imod hvad vi fortjente,
en sådan udgang på vor sag,
som ingen kunne vente,
et under over al forstand,
en visdom, vi ej grunde kan:
din Søn, der som vor næste kom
og vendte om
til nådesbud din vredes dom.
5. Hvad vi ej kunne, gjorde du;
det er vor frelse blevet.
Os livet er velsignet nu,
fordi din Søn har levet.
Det er så din retfærdighed,
at han for vore synder led.
Han holdt for os i Helved stand.
Alene han
af gravens hul os hente kan.
6. Så sandt han som vor næste er
med os i graven gået,
vi ved, hvis vi skal blive dér,
han aldrig var opstået;
han aldrig hjem til Himlen gik,
hvis ikke os han med sig fik.
Han delte vor elendighed;
derfor vi ved:
han deler med os Himlens fred.
7. Så takker vi dig, Skaber Gud,
for håbet i det høje
og beder: skriv os dine bud
i hjerte og for øje;
ja, lad det under med os ske,
vi altid må vor næste se!
Udløs vort liv af dødens bånd
med almagtshånd,
genfød os ved din Helligånd!