1. En hyrde glemmer fåret ej,
som løber på den vilde vej,
hvor ulven er at vente;
ni og halvfemsindstyve må
det, som det kan, i ørken gå;
det tabte vil han hente.
2. Vor Jesus ligeledes går
og søger det fortabte får,
indtil han det har fundet;
så lad dig finde, sjæl, og fly
hen ind i Jesu vunders ly;
så har I begge vundet!
3. Jeg kommer da, min frelsermand,
sådan jeg er, sådan jeg kan,
bespændt i dødens fare;
jeg er det får, som rendte hen,
ak, hjælp mig, red mig ud igen
af Satans stærke snare!
4. O, tag mig i dit nåde-skød,
og lad mig så i liv og død
mig ganske dig hengive,
foragte verdens selskabs ro
og dig af hjertet huld og tro
til sidste ende blive!