1. Gak under Jesu kors at stå,
hans sidste ord at agte på;
fra korsets træ hans nådes røst
skal lyde dig til liv og trøst.
2. Han først for sine fjender bad:
»O kære Fader, dem forlad,
thi hvad de gøre, ved de ej,
så blinde gå de syndens vej!«
3. O Jesus! bed du og for mig,
du ser, hvor blind og skrøbelig
jeg er i al min vej, mit værk;
men ved din bøn jeg bliver stærk.
4. Han dernæst til sin moder så,
hvor jammerfuld hun monne stå,
som stungen gennem sjæl og liv
med mordersværd og dræbekniv.
5. En anden søn han hende gav
til lindring, trøst og støttestav:
»Johannes, tag dig hendes sag
som moders an fra denne dag!«
6. Om jeg, o Jesus, og skal stå
forladt, forhadt, med korset på,
ja, venneløs blandt rov og ran,
send et Guds barn, som tar mig an!
7. Den røver, som sin synd fortrød
og trøsted sig i Kristi død,
for hannem brød han dødens brod
og gav i Paradis ham lod.
8. Lad mig og i min sidste stund
det høre af din egen mund:
»I dag du være skal med mig
i Paradis, i Himmerig!«
9. Det fjerde ord var frygteligt,
og aldrig hørte Himlen sligt:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
i denne nød forladt mig nu?«
10. For min skyld blev du så forladt
og af Guds vrede taget fat,
at aldrig jeg forlades skal
i dødens grumme, dybe dal.
11. Al verdens synd bar det Guds Lam,
Guds vredes ild fortæred ham;
»Jeg tørster!« sagde han og fik
af eddike så sur en drik.
12. Så tømte du med bredfuldt mål,
o frelser min! den bitre skål,
men derfor kalken liflig, sød
skal kvæge mig i liv og død.
13. Da lød hans ord: »Det er fuldbragt!«
og bedre ord blev aldrig sagt;
opfyldt er lov og profeti,
afskaffet dødens tyranni.
14. Det giver trøst i hjerterod,
det er en evig glædes-flod;
nu står mig åben Himlens port,
for mig har Jesus fyldestgjort.
15. Hans sidste ord, hans sidste råb
var fuldt af livets store håb,
han sagde: »Fader, i din hånd
befaler jeg min sjæl og ånd!«
16. Det ord, det ord sig trænger ind
udi mit hjerte, sjæl og sind;
gid det og blive sidste ord,
jeg tale skal på denne jord!