1. Herren han har besøgt sit folk,
natten hun blev til morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders tolk,
slukket nu har al sorgen.
2. Frelseren lå i sorten jord
nætter såvel som dage,
men det opstandne livsens Ord
døden ej mer kan smage.
3. Kirken hun sad i enkestand,
sørged for den Enbårne,
glemte, at han i gravens land
stormede dødens tårne.
4. Deraf udsprang den bitre sorg,
ligfærd med gråd og klage,
hulken for sang på Zions borg,
nætter såvel som dage.
5. Herren han er dog sine tro,
også når de mistvi’le,
roser han lod på torne gro,
lærte os så at smile.
6. Blegt som et lig var livets ord,
dødt det os lå på tunge,
Ånd dog fra Herren i det fór,
engle derom vil sjunge.
7. Synger da med i højen sky:
Ordet stod op af døde,
lyder i Åndens kraft på ny,
tænder, så tunger gløde!
8. Lever nu op, I kristne små!
Nu er her godt at være,
alle Guds engle med os stå,
vil jer på hænder bære.
9. Frelseren lå i sorten jord,
sidder på ærens trone,
ånd og liv er til os hans ord,
glæden vor salmetone!