1. Hvor dejlig skal Guds kirke stå
og i hans åsyn ynde få,
når alle hjerter knyttet er
udi ét sind og ét begær:
at elske ham og blive ved
at vandre frem i kærlighed.
2. Hvad er vort væsen, om vi ej
går kærlighedens rene vej
og broderligt hinanden vil
al velment troskab byde til
med sligt et hjerte og attrå,
som Gud stod hos og så derpå?
3. Bort, vrede, skændsord, dårlig harm!
I bør ej huses i den barm,
hvor Gud til fred og salig ro
vil, hans velsignelse skal bo.
Bort derfor alt, hvad skade kan
og hindre enigheds forstand!
4. Gid tunge, læber, sind og mund
de kunne ret af hjertens grund
forsage træskhed, list og svig
og gøre sig et Himmerig
ud af den søde venskabs fred
med hver mand, i Guds kærlighed!
5. Guds øje ser dog al vor dåd,
vor tanke, påfund, hjerters råd,
de onde går ham ej forbi
på deres ondskabs skjulte sti,
han også på de fromme ser,
al hjælp og nåde dem betér.
6. Min sjæl, agt derfor lidet om
den trussel, had og vrede, som
dig verdens børn kan lægge på,
det skal så snar en vending få,
gå du kun frem på fredens vej,
og agt al verdens tummel ej!
7. O søde Gud, o, gid jeg må
mit hjerte ved dig dannet få,
at du kan helliges i mig,
til jeg dig ser i Himmerig,
hvor Hellig, Hellig, Hellig da
jeg sjunger med halleluja!