1. Hvor er det godt i Jesu arme
som skødebarn at sove ind
og ved hans nådes bryst sig varme
med et fra sorg befriet sind!
Hvad vil du dig med frygt besvære?
Gud kan din sorg alene bære,
hans trofasthed omskiftes ej,
han er dig altid tro forblevet
og har sig med sit blod forskrevet
at føre dig den rette vej.
2. Hvor dårligt: som en hedning fare
i alle kummers torne ind!
Du kunne dig den møje spare
og favne Jesus i dit sind,
da skulle sorgen selv sig glemme,
og du en liflig ro fornemme,
at se, hvad han fra evighed
for kærlighed har til dig båret,
som jo endnu er ubeskåret
og evig, evig varer ved.
3. Hvi vil du græmme dig for livet,
og hvad der hører livet til?
Gud, som dig har det første givet,
dig og det andet give vil.
Den lille fugl, vor Herre nærer,
sig aldrig over trang besværer,
er altid lystig, mild og vel,
gør mark og skov til paradiser
og mer end vi vor Fader priser,
så vi må skamme os ihjel.
4. Se liljen i de grønne dale,
hvem har vel smykket denne brud?
Hun skulle, om hun kunne tale,
dig skælde for en tidsel ud.
Kan Gud et græs så højt begave,
hvad skal da du, min sjæl, vel have
for prydelse og herlighed?
Du har den bedste skønhed arvet
og er med blodet purpurfarvet,
som flød af Jesu vunder ned.
5. Så hvil, min sjæl, foruden plage
så stille i din Jesu skød!
Lad dig den glæde ej betage,
men glæd dig derved til din død,
at Gud i Kristus dig udvalgte
og alle dine tårer talte,
har udmålt al din gang og vej!
O, lad dig det dog engang sige,
din Gud han kan dig aldrig svige,
nej, Gud alene sviger ej.