1. Urolige hjerte!
Hvad fejler dig dog?
Hvi gør du dig smerte,
du ej har behov?
Er han ej min Fader, som råder for alt?
Er ej mine tanker og hovedhår talt,
og har ej den bedste til ven mig udvalgt?
2. Har ej med de færre
du favreste håb?
Hvad sagde vor Herre
til dig i din dåb?
Var ikke det ordet, som passer kun sig
på dem, der indtræder i Guds Himmerig?
Var ikke det ordet »Fred være med dig«?
3. Hvad kan dig vel skade,
min sjæl, med Guds fred?
Guds engle er glade
for evig derved.
Hun holder for døren, den dejligste brud,
vil ej du mod hende med glæde gå ud,
med favntag udbryde: Velkommen fra Gud!
4. Sit indtog lad holde
den himmelske brud
med kæmperne bolde,
som strider for Gud!
Hvor hun har til huse, Guds engle vil bo,
hvor hun sidder stille, gør ingen uro,
dér stiger vort håb og grundfæstes vor tro.
5. Urolige hjerte!
Luk op for Guds fred!
Da dulmer al smerte
og dåner derved.
Guds fred er en dronning, han selv giver pris,
hvo hende vil fæste, i sandhed er viis,
hvor hun har sit sæde, er Guds Paradis.