1. Hvor lifligt er det dog at gå
med Jesu ord i munde,
hans sår, hans død at tænke på
og alt hans værk begrunde!
2. Den glæde to disciple fik,
så deres hjerter brændte,
da ud til Emmaus de gik,
og Herren sorgen endte.
3. Thi Jesu kors, hans død og grav
var deres vandrings tale,
som dem et smerteminde gav,
det ej de kunne svale.
4. Men Jesus var dog i den nød
så ganske nær til stede,
at han, de tænkte være død,
var standen op med glæde.
5. O Jesus, o, du ved, jeg går,
din pilegrim og borger,
i disse korte verdensår
fuld af titusind sorger.
6. Dig vandrer jeg så gerne med,
opstandne Jesus milde,
til Himlen jeg i dine fjed
så gerne følges ville.
7. O, følg dog med, jeg slipper ej
o, drag mig, når jeg ikke
så fyrig er på Himlens vej,
hvor torne foden stikke!
8. Måske min aftenstund er nær,
i ungdom eller alder.
O, bliv dog hos mig, favn mig her,
når jeg ved døden falder!
9. Så skal jeg grant, o Jesus, dér
dig og din Fader kende.
O, gid da kun min vandringsfærd
var kommet vel til ende!