1. Hvor ser det ud i verdens ørk,
hvor er den fæl og sur og mørk!
Had, vrede og misundelse
har dækket verden som en sne;
man næppe mer at nævne véd
den broderlige kærlighed.
2. Men det er ret det tegn, hvorpå
de kristne altid kendes må,
at de indbyrdes og især
hverandre haver hjertekær;
på dette visse mærke man
vor Jesu brødre kende kan.
3. Hver gren af Jesus har sin kraft,
dog ikke lige megen saft,
som forskel er på sted og tid,
på hvers forfarenhed1 og flid,
dog er de alle ét i Gud
og følger kærlighedens bud.
4. I bygning sættes sten på sten,
de bliver alle som til én,
de store jævnes med de små,
at de mod ild og vand bestå;
så samles alle frommes sind,
og vies til Guds tempel ind.
5. O Jesus, du, som kom herned
at stifte fred og kærlighed,
udbred dit rige vidt og bredt,
forbind os alle ret til ét,
at vi med dig og dine må
til evig tid i samfund stå!