1. Hvorledes skal jeg møde
og favne dig, min skat?
Du skønne morgenrøde
mod al min jammers nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
mit arme hjerte skal
opsmykkes og beredes
dig til en brudesal.
2. Dit Zion palmer svinger
til evig sejers tegn,
og frydens tone klinger
i nådens blide egn;
mit hjerte dig til ære
skal grønnes som en skov,
og alt mit liv skal være
din kærlighed til lov.
3. Jeg lå i bånd og fængsel,
du førte mig herud,
jeg stod i spot og trængsel,
da tog du mig til brud;
for mig at få ophøjet
du bar min skam og brøst;
hvad du så tungt har pløjet,
er mig en evig høst.
4. Ej andet fra dit rige
har draget dig herned
end din den uden lige
grundløse kærlighed.
Da jeg i mørkheds sæde
og Satans rige sad,
da kom du selv, min glæde,
og gjorde mig så glad.
5. Kom, bange sjæl, at skrive
dig det i hjertet ind,
lad denne glæde drive
igennem sjæl og sind:
at hjælpen er til stede,
at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde
og altid have kær.
6. Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.