1. I Himmelen, i Himmelen,
hvor Gud, vor Herre, bor,
hvor saligt did at komme hen,
hvor er den glæde stor!
For evig, evig skal jeg der
se Gud i lyset, som han er,
se Herren Sebaot.1
2. I Himmelen, i Himmelen,
o, hvilken klarheds glans!
Ej middagssolen ligner den,
den overgår al sans.
Den sol, som aldrig ned skal gå,
men evigt uformørket stå,
er Herren Sebaot.
3. I Himmelen, i Himmelen,
hvad ære uden tal,
hvad lys af englevrimmelen
i herlighedens sal!
Og dem min ånd skal blive lig,
af evighedens skatte rig
hos Herren Sebaot.
4. I Himmelen, i Himmelen
man ingen tårer ser,
ej døden, ej forkrænkelsen
dér ødelægger mer.
Dér skænkes evig herlighed
og evig fryd og evig fred
af Herren Sebaot.
5. I Himmelen, i Himmelen
har du os, Gud, beredt,
hvad intet øre hørte end,
hvad øjet ej har set,
hvad ej er følt i støvets bryst,
besunget ej af støvets røst,
o Herre Sebaot!
6. I Himmelen, i Himmelen,
blandt helligt englekor,
med Søn og Ånd bor Faderen
i Guddoms-ære stor.
Et trefold «hellig« synges dér,
når engleskaren offer bær’
for Herren Sebaot.
7. Treenig Gud i Himmerig,
dig være lov og pris!
Ak, åbne og engang for mig
dit søde Paradis!
Lad fast i troens kamp mig stå
og af din hånd min krone få,
o Herre Sebaot!