I skovens dybe, stille ro

I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted’ mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø;
nu klokken tier, – aftnens fred
sig stille sænker ned.