1. I verden er ej nød så stor,
Guds nåde dog er større,
er lukt for mig hver dør på jord,
står åbne Himlens døre.
Min sjæl, vær ej forsagt!
Du står med Gud i pagt;
har verden dig forladt,
blev dagen dig til nat,
vær trøstig! Herren lever.
2. Sker end i sol og måne tegn,
frembruser storm derefter,
har jorden ej mod havet hegn,
oprøres himlens kræfter;
kom i orkaners brag
alverdens sidste dag:
Min sjæl, vær ej forsagt!
Du står med Gud i pagt:
vær trøstig! Herren lever.
3. Forglem ej pagtens store ord,
når Herrens time kommer!
Opløft dit hoved, se fra jord!
Forbarmer er din dommer:
I skyen, herlig, skøn,
se Guds enbårne Søn!
Med kraft han komme vil;
forløsning stunder til:
vær trøstig! Herren lever.
4. Vi venter, Herre, på din dag,
den kommer, når du byder.
O, når i undergangens brag
da domsbasunen lyder,
gid sjælevågne da
vi med halleluja
lovprise kan din magt
og med vor Gud i pagt
udråbe: Herren lever!