1. Rejs op dit hoved, al kristenhed!
Opløft dit øje, slå ej det ned!
I Himlen du har hjemme,
dér er dit hjerte, dér er din skat,
derfra han kommer med æren brat,
hvem du kan aldrig glemme.
2. Rejs op dit hoved, af hjertet sig
til korsets høvding: »O tænk på mig,
nu er du i dit rige!«
Da skæl der falder fra øje dit,
du mægter, som du har ønsket tit,
i Paradis at kige.
3. Der ser i haven du Livets Træ,
og Himlens fugle i lun og læ
du hører lifligt sjunge
om herrefærden i højen sky,
om jord og himmel de splinterny,
om kristne evig unge.
4. Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet;
des mer du længes hvert morgengry,
til Herren dages på rosensky,
når nat er helt udrundet.
5. Og når da under hver himmel-egn
du ser din konges det visse tegn,
ja, tegn i sol og måne,
da funkler frydelig øje dit,
da rejser hoved du kækt og frit,
mens stjerner dø og dåne.
6. Men skønt du længes, o kristenhed,
så glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre Himlens kræfter!
7. Du ved, du tjener en Herre mild,
som ikkun nødig med Himlens ild
hjemsøger jordens lyder.
Som »vennen«1 dristigt for Sodom bad,
så bed og du for den store stad,
til selv han staven bryder!
8. Ja, bed for Babel,2 til grant du ser,
at bøn og sukke ej både mer
mod undergangens bølge!
Da råber Herren: Jeg kommer snart!
og bruden svarer: Med lynets fart
i sky jeg dig skal følge!
9. Da gjalder luren for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer på Herrens ord,
da stråler livets krone!