1. Ingen højhed, ingen ære,
ingen slig fuldkommenhed
kan der under solen være,
at den sig forsikret ved
mod at gøre syndefald.
Intet embed, intet kald
er så helligt, at det ikke
dog kan få en synde-prikke.
2. Store helgen også haver
Adams kød og klæder på,
deres høje himmelgaver
de i lerkar bære må.1
Kom og se, hvor Peder faldt,
da det om hans troskab gjaldt!
Jesus da hans løfter savner,
de fløj bort som røg og avner.
3. Han ved ilden, når han gyser,
véd sig vel at gøre varm,
men Guds kærlighed dog fryser
i hans hjerte, bryst og barm.
Når en pige spørger ham,
om han kendte det Guds Lam,
han tre gange Jesus nægter,
ja, med méned sig forfægter.
4. Hanen galer og forkynder
nattens gang, men Peder ej
kender gang i sine synder,
han er på den brede vej,
han forbander sig og svær’,
at ham Jesus fremmed er,
og just i hans synd og laster
Jesus øje på ham kaster.
5. Peder, er du da en klippe,
som Guds kirke bygges på?2
Hvor kan du da sådan glippe
og i storm ej bedre stå?
Nej! Vor Jesus klippen er,
og hans ord, som alting bær’.
Han står fast og aldrig rykkes,
på hans ord Guds kirke bygges.
6. Ingen sorrig og elende
dig, o Jesus, hindre kan;
du dit øje hen vil vende
på den usle, faldne mand.
Han og mærked, at du så
alt, hvad i hans hjerte lå,
og hvad skyld der i ham findes,
så dit sande ord han mindes.
7. Han dig nægted trende gange
og forsvor sin hjerte Gud.
Mine fald de er så mange
mod hvert Lovens ord og bud,
at de overløbe kan
stjerners tal og havets vand;
mund og tunge, hjerte, øje
sig fra dig til verden bøje.
8. Vel kan jeg i synden rende
som en modig hest i strid,3
men at jeg mig om kan vende,
det formår ej al min flid.
Vend dig derfor til mig så
med din nåde, at jeg må
af dit Guddoms-øje skue
kraften af din nåde-lue!
9. Peder faldt og blev oprettet
ved din nådes store arm;
o min Jesus, det har lettet
syndestenen i min barm.
Du vil mig og ej forsmå,
ihvor højt min synd går på;
vær med trøstens Ånd til stede,
lær mig kun som han at græde!