1. Længe haver Satan spundet
snæregarn til Jesu hånd;
synden kraftelig har tvundet
på de stærke Helved-bånd!
Himlen er i bånd og bast,
ja, Guds egen Søn holdt fast!
Han en fange nu er blevet
og omkring i skændsel drevet.
2. Se, hvordan de Jesus slæber,
om han end frivillig går;
grumme hænder, slemme læber,
driver, skubber, skænder, slår!
Hver er fuld af hævn og harm,
frygter dog for stor alarm;
som et lam i ulvetænder
må han følge, hvor de render.
3. Solen alt er under lide,
men retfærdighedens sol,
Jesus, står ved deres side
og for deres spotter-stol;
lyset selv kom til dem ind,
dog er hver i sindet blind,
klerke spørger om hans lære,
den de tro’de tant at være.
4. Retten haver ingen gænge,
al bevisnings lys er slukt,
medynk er i søvn og senge,
lås for kærlighed er lukt.
Vold og magt kun vågne er,
Satan fakkel for dem bær’,
hidser de gråhærded præster
til at blive helvedbæster.
5. Sluttet er det råd og rænke,
at han dræbes skal og dø.
Han på skånsel tør ej tænke,
hører, hvor de hunde gø,
at han skal få dødens løn,
for han kalder sig Guds Søn!
Det, han er, må han ej være,
alle mand tør Gud vanære.
6. Skal jeg og for sandhed lide,
skal jeg hånlig spyttes på,
vil man mig på tunger slide,1
skal jeg slag på munden få,
lad mig da i troen se
al den hånhed, spot og spe,
som du ville for mig bære
til min fryd og evig ære!
7. Vil man mig med døden true,
lægge mig al skændsel på,
gid min sjæl må da beskue,
hvor tålmodig man dig så,
da du vidste, dødens dom
kunne ej gå’s udenom!
Så skal al din mén og møde
dødens tanker mig forsøde.