1. Jeg ser dig, søde Lam, at stå
på Zions bjergetop.
Men ak, den vej, du måtte gå,
så tung, så trang derop!
O byrde, som på dig var kast:
al verdens skam og last!
Så sank du i vor jammer ned
så dybt, som ingen ved.
2. Uskyldig Lam! så ynkelig
du ville ofres hen.
Din kærlighed har bundet dig
at få os løst igen.
Du led og sled vort fængsels bånd
med naglet fod og hånd;
du gik som løve af din grav,
vor død du plyndred af.
3. Hvor vrimler nu omkring din stol
en flok så hvid som sne!
Hvert øje glimrer som en sol,
at det Guds Lam må se.
Det ord om Lammets slaveri
for os, for os at fri,
gør midt blandt alle engles sang
endnu den stærkest’ klang.
4. Tolv gang’ tolv tusind har i favn
enhver sin harpe spændt.
I panden Lammets Faders navn
gør al den slægt bekendt.
Det går som stærke vandes lyd,
når de slår an i fryd:
Guds Lam, som vandt os Paradis,
dig, dig lov, tak og pris!
5. Tak, Fader! at du var så god
mod Adams faldne køn
og os til frelse slagte lod
din den enbårne Søn!
Dig prise nu hvert åndedrag
og hvert et hjerteslag!
Ja, Lam, for al den del, du led,
tak, tak i evighed!