1. Kirken er som Himmerige,
meget kan den lignes ved,
skønt på jord den har ej lige,
som Guds nåde og Guds fred.
2. Mest dog lig en barnemoder,
Herren kalder den sin brud.
Ved dens mælk opvokser poder
som ved bække pileskud.
3. Kirkens favn og derfor kaldes
rettelig et moderskød;
når der sørges, når der faldes,
altid dér er hvilen sød.
4. Kastes vrag på kirkens goder
af den sjæl, som dem har smagt,
da forhåner søn sin moder,
og hans dom er forudsagt.
5. Angres det med ærlig smerte,
vendes om med ydmyg bøn,
kirken dog med moderhjerte
favner den fortabte søn.
6. Til så mange, som vi ere,
siger dog hun moderlig:
Føler, her er godt at være,
bliver alle tro hos mig!
7. Mit er Povels, mit er Peders,
alles Herre han er min,1
og alt mit det er jo eders,
nyde hver med troen sin!
8. Hele verden ej opvejer,
hvad vi tror, og hvad vi ved:
Himmerig på jord vi ejer
i vor frelsers kærlighed.