1. Min største hjertens glæde
er mig den sommer blid,
som Gud vil selv berede
for os til evig tid,
da jord og himmel både
fornyes åbenbar,
hver skabning af Guds nåde
skal skinne ren og klar.
2. Da sol og stjerners skare
skal tusindfold få glans,
som Himmel-perler klare
de stråle skal i krans
ned på det tempels stene,
hvor Gud bor midt udi,
på livets flod den rene,
som flyder der forbi.
3. Dog ret i støvets dale
om herligheden skær
kan ingen tunge tale,
det lære først vi der,
hvor selv vort kød forklaret
skal dele Åndens fred,
og alt er åbenbaret,
hvad troen trøstes ved.
4. Der tier hver en trængsel
og hver en klagerøst,
al skabningens forlængsel
forvandlet er til lyst.
I lys om Herrens trone
med evig sejersklang
de gyldne harper tone
til alle helgens sang.
5. De skal os dér annamme
som deres søskend små
og ingenlunde skamme
sig ved hos os at stå
og prise højt med glæde
fuldkommenhedens bånd
i helgensamfunds kæde
ved Kristi højre hånd.
6. Hvad intet øre nemmed,
hvad intet øje så,
har Gud i Himmel-hjemmet
hengemt til sine små;
dér, hvor hvert slør vil falde,
blir livets gåde løst,
når Gud er alt i alle
og nåden fuldt udøst.
7. O Herre, for din ære
og for din miskundhed,
lad did vor vandring bære,
hvor aldrig sol går ned!
Hold os i troen faste
i denne prøvens dal,
så vi til hjemmet haste
i Himlens frydesal!