1. Naglet til et kors på jorden
hænger under Lovens torden
Himlens Herre og Guds Søn.
Selv den evig gode Fader
ham i bitrest kval forlader,
hører tavs hans angestbøn.
2. Ak, hvor ængstet, trøst berøvet
og til døden dybt bedrøvet
er vor frelsers hu og sjæl!
Vredens fulde kalk uddrikke
må han, skal han, ellers ikke
frelses kan min arme sjæl.
3. For al verdens fejl og brøde
måtte Jesus grusomt bøde
nagelfast med fod og hånd;
skille ad sig måtte, ville
livets flod og livets kilde,1
og Guds Søn opgav sin ånd.
4. O, lad aldrig nogen sinde
korsets træ mig gå af minde,
som dig, frelsens fyrste, bar;
men lad kors og død og smerte
tale, råbe i mit hjerte,
hvad min frelse kostet har!
5. Hjælp, at jeg min synd begræder
og mig stedse varsomt glæder
ved min fred og salighed:
købt jeg blev, dit navn ske ære!
dyrekøbt; ak, lad det være
mig til varsel ved hvert fjed!
6. Giv mig hjertelag og kræfter,
så jeg skikker mig derefter,
elsker, følger, lever dig!
Daglig hendø synder-livet,
vokse det, du mig har givet,
det, som glad opofrer sig!
7. Ja, Forsoner, lad mig være
ofret dig til tak og ære,
leve dig til velbehag!
Da jeg smile skal ad døden,
thi jeg skuer morgenrøden
af en evig højlys dag.