1. O høje råb, hvis lige aldrig hørtes,
bliv rørt derved, du føles-løse jord!
Thi Himlen selv, Gud selv i Himlen rørtes,
da Gud og mand brød ud i disse ord:
Min Gud! min Gud! hvi har du i din vrede
forladt mig nu i Helveds grumme hede?
2. Al verdens synd gik Jesus her i møde.
Al verdens straf blev ned på Jesus lagt,
al straffens ve betog ham, før han døde,
ja, evig død blev her af livet smagt;
han led just det, som alle burde lide,
en Guddoms hævn, al Helveds kval og kvide.
3. Så dyrebar blev sjælenes forløsning,
det var ej nok med Jesu blod og sved,
det var ej nok med Jesu blods udøsning,
nej, Jesu sjæl fandt mest, at Gud var vred;
hans Guddoms-magt unddrog sig fra hans smerte,
så vredens ild fik smeltet sjæl og hjerte.
4. Har Jesus råbt i snart fortvivlet våde,
o synder! kom da dette råb i hu,
foragt ej mer den dyrekøbte nåde,
da nådens tid er dog et bare nu.
Hvad godt vil du af Jesu råb vel håbe,
den stund din synd kan op til Himlen råbe?
5. Du bange sjæl må ej fortvivlet bæve,
døv syndens råb med Jesu høje røst!
Han led forladt, du skal antagen leve,
hans angest er i liv og død din trøst.
Dit sidste suk i kraft af Jesu råben
skal nå din Gud og finde Himlen åben.