1. Nu ledet er min lille
i Herrens lystgård ind,
der kan du hvile stille
trods verdens kastevind;
nu kan for Gud du kvæde
i klarhed som en sol,
hvor alt er lys og glæde
om Lammets kongestol.
2. Jeg under dig den lykke
og stunder did i tro,
hvor ingen sorger trykke,
og ingen torne gro;
det blir et saligt møde,
når vi skal kendes grant,
hvor aldrig nogen døde,
hvor alt er rent og sandt.
3. Der visner aldrig løvet
i Edens rosenvår,
hvad sygt her sank i støvet,
med sundheds smil opstår;
dér skal os intet skille,
dér ser vi livets drot,
som hjem dig hente ville
til bolig på sit slot.
4. Ja, dyrebare lille,
i Herrens hånd sov sødt!
Han gør min sorrig stille,
nu har ham selv du mødt,
har selv nu hørt ham sige,
hvad børn kan godt forstå:
Kun jeres er mit rige,
kom hid til mig, I små!