1. Nu velan, et frejdigt mod!
Op, mit hjerte, op, min tunge,
op, om Jesu navn at sjunge,
om hans kærlighed og blod!
Alt, hvad i mig er, sig fryde
til min frelsers lov og pris,
at min nytårssang kan lyde
langt hen ind i Paradis!
2. O du blodig Jesu navn,
min forløsnings morgenrøde,
Paradisets førstegrøde,
bange sjæles hvilestavn,
troens stærke sejersfane,
håbets rette ankergrund,
lys oppå min trange bane,
ja, udi min sidste stund!
3. Jesus os til trøst og gavn
dette navn har villet bære,
men han måtte tidlig lære,
at det var et smertenavn.
Thi da blodet måtte rinde,1
da han frelse-navnet fik,
derved al vor jammers minde
hannem ind i sjælen gik.
4. Derfor findes nu for mig
dette navn så fuldt af nåde,
at jeg mig i al min våde
derved fryder inderlig.
Må jeg kun min Jesus nyde
i en fast og stadig tro,
skulle det mig ej fortryde,
om end verden brast i to.
5. O, jeg er en syndig krop,
det er al min titels ære,
bedre kan den ikke være,
når jeg slår i Loven op;
men for du er Jesus blevet
og min jammer på dig tog,
derfor står mit navn indskrevet
dejligt udi livets bog.
6. Jeg skal op i dommen stå,
ind med fryd i Himlen stige,
herske udi Jesu rige
med en dejlig krone på,
hvide klæder, palmegrene,
engledrik af livets flod,
dette nyder jeg alene
for min Jesu navn og blod.
7. Nu det navn, o Jesus, som
du for mig har villet bære,
lad det mig i tanker være,
hvor jeg går i verden om;
og i dødens sidste dvale
lad det kvæge sjæl og sind,
at jeg må om Jesus tale,
til jeg går i Himlen ind.